Rederiet Scandlines, der som bekendt sejler på overfarterne Rødby-Puttgarden og Gedser-Rostock, aflyser hver anden afgang på sidstnævnte overfart flere dage i denne uge.
Det skyldes ifølge Scandlines' hjemmeside, at de to færger M/F Berlin og M/F Copenhagen på skift skal på værft.
Man indleder i dag, mandag og i morgen, tirsdag, hvor M/F Copenhagen er på værft og derfor er taget ud af sejlplanen på Gedser-Rostock. Onsdag skulle begge færger sejle ifølge planen, og torsdag og fredag er det så M/F Berlins tur til at komme en tur på værft.
Scandlines beklager ulejligheden over for fragtkunder og passagerer og henviser til, at man alternativt kan benytte Rødby-Puttgarden-overfarten, hvor der sejles planmæssigt.