Der er lige nu gang i et stort gravearbejde ved Guldborgsundcentret, hvor der etableres pumpestation til overfladevand, og hvor erhvervsområdet byggemodnes. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen
Guldborgsund Forsyning er i gang med stort anlægsprojekt, som skal føre regnvand ud i Guldborg Sund. Forsyningens direktør kalder selv projektet for ”ikke en optimal løsning”.
NYKØBING: Skybrud og voldsom regn er ikke længere en sjældenhed. Derfor er Guldborgsund Forsyning netop nu i gang med et anlægsprojekt, der skal sikre Guldborgsundcentret mod store regnskyl.
- Vi anlægger en stor pumpestation og nogle lange ledninger til håndtering af al regnvandet fra de befæstede arealer både ved Biltema og Holberg Fenger Gruppens grund. Det er et stort anlæg. Det er en investering på omkring 19 millioner kroner. Det er rigtig mange penge kun til håndtering af regnvand, siger Niels Rasmussen, direktør, Guldborgsund Forsyning.
Han ærgrer sig over, at man ikke har tænkt håndtering af regnvand ind på et tidligere stadie i planlægningen af området.
- Det er set med vores briller ikke en optimal løsning, men det er den løsning, det er endt med. Vi havde hellere set, at man havde håndteret en større del af regnvandet lokalt med nedsivning eller med bassiner. Det er historien, som gør det og den måde, arealerne er udlagt på, og vi er kommet med sent i forløbet, siger Niels Rasmussen.
Resultatet er, at eneste løsning nu ifølge Niels Rasmussen er at etablere en pumpestation og 500 meter lange ledninger, som skal føre regn- og overfladevand ud i Guldborg Sund.
Det er set med vores briller ikke en optimal løsning, men det er den løsning, det er endt med, siger Niels Rasmussen, direktør i Guldborgsund Forsyning om et 19 millioner kroner dyrt projekt, der skal sikre Guldborgsundcentret mod skybrud. Arkivfoto: Ingrid RiisIngrid Riis
Tre pumper
Der er store flisearealer ved Guldborgsundcentret, hvor vandet ikke kan sive ned. Det stiller krav til pumpesystemet, som etableres tæt på Eggertsvej og bliver med tre pumper, der kan pumpe op til 1.800 kubikmeter vand i timen.
Hver pumpe får sin egen ledning helt ned til Guldborgvej, hvor de samles til en ledning, inden ledningen føres under vejen og ud i sundet.
- I 2023 er det en lidt gammeldags måde at håndtere det på ved at pumpe vandet væk. Det giver også øget klimabelastning, og vi får faste omkostninger til strøm til pumperne. Derfor kunne vi godt have ønsket, at man på et tidligere tidspunkt kunne have prioriteret anderledes, da man planlagde området, siger Niels Rasmussen.
Vi kunne godt have ønsket, at man på et tidligere tidspunkt kunne have prioriteret anderledes, da man planlagde området.
Niels Rasmussen, direktør, Guldborgsund Forsyning
Regnvand glemt
Ole Bronné Sørensen, formand for Guldborgsund Forsyning og medlem af teknik-, klima- og miljøudvalget i Guldborgsund Kommune (S), at det er forsyningens og kommunens opfattelse, at overfladevand som udgangspunkt skal nedsives på egen grund, så man ikke skal lave pumpestationer.
- Man har åbenbart i forbindelse med lokalplanen for området ikke fået skrevet ned, at overfladevandet skal nedsives på egen grund. Det ærgrer os lidt, for det kunne være, man kunne have lavet en bedre løsning, hvis vi havde været inde over tidligere, siger han.
Kan det tjene som et eksempel på, at man skal huske at tænke regnvandssikring ind helt fra begyndelsen af nye anlægsprojekter?
- Det skal vi. Vi skal tænke klima og miljø ind. Men det her er planlagt for en del år tilbage, hvor man måske ikke var lige så opmærksomme. Det er ærgerligt. Vi vil gerne være fri for større anlægsarbejder og pumper, for det udleder jo CO2, siger Ole Bronné Sørensen.
Guldborgsund Forsyning regner med at være færdige med projektet til december.
Seneste artikler
Styrelse hæver trusselsniveau for fugleinfluenzasmitte
Billetter til pokalbrag revet væk - klubben lover, der kommer flere
Så er den her: Folketidendes nye weekendavis er kørt af pressen
Forlænger togbusser med en uge
122 boliger i spil: Seks steder ændrer byen sig
Mest læste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Café lukket efter syv dage: Det er chokerende
Finn og Ciuk sælger restauranten: Tør ikke løbe en risiko
Stjal diesel for knap 10.000 kroner: - De skulle have et lag pisk og så i en gabestok
Har du tjekket kuponen? To lottovindere fra samme by får stor gevinst