Lægemiddelstyrelsen kritiserer læger, der har taget bijob uden at spørge om lov først. Næste gang risikerer de politianmeldelse.
Nu får du sidste chance, min fine ven. Næste gang falder der brænde ned! Det er budskabet fra Lægemiddelstyrelsen til 320 læger, der i deres arbejde udskriver recepter på medicin til syge danskere.
Politiken skriver, at lægerne får en skriftlig advarsel, efter at myndighederne har afdækket, at lægerne uden at søge om tilladelse har taget bijob i virksomheder, der producerer og sælger medicin.
- Vi har givet lægerne en påtale. Bijobber de igen uden tilladelse, risikerer de at blive meldt til politiet, siger kontorchef Karsten Jørgensen fra Lægemiddelstyrelsen til Politiken.
En læge, der ordinerer medicin, skal spørge myndighederne om lov, hvis han
eller hun ønsker at tage et ekstra job i en medicinalvirksomhed. Myndighederne vurderer så, om lægen fortsat kan være uafhængig.
- Populært sagt skal lægen skrive den medicin ud, der er bedst for patienten, og ikke den medicin, der er bedst for lægen, forklarer Karsten Jørgensen.
Omkring hver 10. læge har et bijob. Lægerne tjener typisk ekstra penge som
konsulent, foredragsholder, underviser eller som rådgiver i udvikling af ny
medicin for firmaerne. Nogle af lægerne ejer også aktier i
medicinalvirksomhederne.
/ritzau/