Den lille mørkebrune flåt er ikke farlig i sig selv. Men bliver man bidt af en syg flåt, kan den overføre alvorlige sygdomme til mennesker.
Derfor er Karen Angeliki Krogfelt fra Roskilde Universitet og to kolleger gået i gang med et forskningsprojekt, som indsamler data ved hjælp fra almindelige borgere, om udbredelsen af flåter.
Projektet har indtil nu modtaget over 2600 registreringer af flåter og flåtbid fra borgere på hjemmesiden flåtinfo.dk
- Det er meget værdifuldt. Flåter er spredt ud over hele naturen, så det er svært for os som enkelte personer at finde ud af, hvor mange flåter, der er i Danmark, og hvor tit man kan møde dem, siger Karen Angeliki Krogfelt, der er professor i molekylær- og medicinalbiologi på RUC.
Fra et flåtbid kan man risikere at få for eksempel en borrelia-infektion, men også den nyere og mere alvorlige centraleuropæisk hjernebetændelse TBE.
Sygdommen er meget sjælden i Danmark med to-fire tilfælde om året.
Uagtet at de fleste kun oplever let eller ingen sygdom efter et bid fra en flåt med TBE-virus, kan det føre til alvorlig sygdom, hvis virusset trænger ind i centralnervesystemet.
Især i bestemte områder i Sverige – blandt andet Sydsverige, hvor mange danskere tager på ferie – er der rapporteret mange tilfælde af TBE, skriver RUC i en pressemeddelelse.
Karen Angeliki Krogfelt siger også, at forskningsprojektet kan hjælpe med at undersøge, hvilke andre potentielle sygdomme flåterne kan bære rundt på og eventuelt overføre til mennesker ved bid.
- Det kan også hjælpe lægerne, så de ved, hvilke sygdomme de skal kigge efter, efter flåtbid. For når folk bliver bidt af en flåt, tænker man kun på borrelia, men vi ved, flåter bærer rundt på flere sygdomme, siger hun.
Forskningsprojektet er en del af et større EU-projekt om flåter, hvor syv lande i Nordsø-regionen samarbejder om at løse udfordringer knyttet til flåter og flåtbårne sygdomme.
/ritzau/