Det bør være obligatorisk med et helbredstjek til flygtninge og indvandrere, der kommer til Danmark, mener DF.
Det er værd at undersøge, om nationale retningslinjer om helbredstjek til flygtninge og indvandrere kan redde menneskeliv.
Sådan lyder meldingen fra Kommunernes Landsforening (KL), efter en ny undersøgelse fra Københavns Universitet har vist, at flygtninge og indvandrere oftere dør af infektionssygdomme som AIDS og tuberkulose end resten af de danske befolkning.
Samtidig viser en undersøgelse foretaget af Ugeskrift for Læger, at kun 27 procent af de danske kommuner har retningslinjer for, at en praktiserende læge skal give flygtninge en generel helbredsundersøgelse, når de kommer til landet.
- Selv om det ikke er mere end 27 procent af kommunerne, der har retningslinjer på området, er det ikke et udtryk for, at der ikke laves en god modtagelse og informeres om sundhedssystemet, siger Birger Mortensen, der er chefkonsulent på KL's kontor for Arbejdsmarked og Uddannelse.
- Men når det så er sagt, så er vi da åbne overfor, at man foretager en vurdering af, hvorvidt det, kommunerne gør i dag, er tilstrækkeligt. Men den beslutning skal komme fra staten, tilføjer han.
Og det er Dansk Folkepartis sundhedsordfører enig i.
- Vi skal sikre, at indvandrere får en bedre udredning, når de ankommer til landet. Først og fremmest er det vigtigt, at den enkelte får et gennemgribende helbredstjek, for at vedkommende ikke bliver mere syg eller dør af sine infektioner, siger Liselott Brixt.
- Samtidig er det også vigtigt at sikre, at vedkommende ikke har nogle sygdomme som kan smitte andre. Vi har tidlige set udbrud af sygdomme, som vi ellers havde udryddet i Danmark, netop på grund af smitterisikoen.
Liselott Blixt vil derfor rette henvendelse til sundhedsminister Astrid Krag (SF), så alle kommuner kan få generelle retningslinjer at arbejde ud fra.
/ritzau/