I Furesø Kommune kan folk nu ringe på en hotline med klager over hjemmehjælpen.
Mens mistanken om snyd i hjemmeplejen også breder andre steder end i København, så opretter Furesø Kommune en hotline, hvor folk kan klage over dårlig service.
- Vi vil gerne opfordre medarbejdere, de ældre og deres pårørende til at henvende sig til os, hvis de mod forventning skulle opleve, at der ikke udføres de aftalte opgaver i borgernes hjem eller i øvrigt opleves svigt i plejen, siger kommunens social- og sundhedsdirektør Niels Milo Poulsen til Furesø Avis.
Hotlinen oprettes efter, at også en SOSU-assistent fra Farum har henvendt sig til kommunen med kritik af de lokale forhold.
Direktøren kalder det "helt uacceptabelt og uforeneligt med en ansættelse i Furesø Kommunes ældrepleje at snyde med arbejdstiden og ikke udføre de aftalte opgaver hos borgerne".
Hotlinen i Furesø vil være åben dagligt mellem klokken ni og klokken 13.
/ritzau/