Jussi Adler Olsen får De Gyldne Laurbær for krimien "Journal 64" med knap halvdelen af boghandlernes stemmer.
Den storsælgende krimi- og thrillerforfatter Jussi Adler Olsen har fået den årlige boghandlerpris, "De Gyldne Laurbær".
Prisen blev overrakt torsdag som en overraskelse under en frokost på luksusrestauranten Nimb i Tivoli.
- Jeg er så rørt og taknemmelig, siger den 60-årige ophavsmand til senest "Journal 64", der får prisen efter en afstemning blandt boghandlerne og deres medarbejdere.
Jussi Adler Olsen vandt med 46 procent af stemmerne foran Anne Lise Marstrand-Jørgensen, som har skrevet romanen "Hildegaard". Hun fik 19 procent af stemmerne.
De har stemt om, hvem hvilken nulevende, dansk forfatter, der mest fortjener deres påskønnelse og opmuntring for en skønlitterær bog i 2010.
Der er blandt kriterierne, at titlen efter boghandlernes vurdering vil vinde en plads i litteraturen, og at forfatteren ikke før har modtaget laurbærrene.
"Journal 64" har siden udgivelsen i november 2010 været blandt toppen på bestsellerlisterne med over 100.000 solgte eksemplarer.
Han har også trukket et topsalg med sig af billigbogsudgivelser af tre forudgående titler i en serie om politiopdageren Carl Mørck og hans kriminalafdeling Q.
Jussi Adler Olsen er oversat til over 20 sprog og har i mange år også her været på bestsellerlisterne i flere lande.
- Det er helt fortjent, at han får prisen. Både fordi han er en fremragende forfatter og fordi han har været i stand til at slå igennem internationalt, siger priskomiteens formand, Anders Mejlbjerg.
Med "De Gyldne Laurbær" følger en laurbærkrans, et diplom og et boggavekort på 2500 kroner. Boghandlerne hylder også prismodtageren med en festmiddag engang i marts måned.
/ritzau/