De to overlevende fra bådulykken ved norske Mandal fortæller nu deres version af ulykken. De afviser, at de blev advaret mod at sejle ud.
De to overlevende danske mænd fra bådulykken ved den norske by Mandal giver nu deres version af, hvad der skete.
De to, Søren Thuesen og Niels Højlund, afviser således ifølge jp.dk, at de løb tør for benzin eller blev advaret mod at sejle ud før den fatale ulykke, der kostede de fire andre mænd i båden livet:
- Vi blev ikke advaret mod at sejle ud, vejret var ikke dårligt, og forlydende om, at vi skulle være løbet tør for benzin er heller ikke rigtige. Derfor har vi ønsket at fortælle, hvad der virkelig skete, så vore afdøde venner og vi selv kan fremstå som ansvarlige mennesker, der optrådte fornuftigt, men som på grund af en række uheldige omstændigheder endte med en katastrofe, lyder det således fra Niels Højlund.
Ifølge interviewet med de to kom en af de seks unge mænd ved et uheld til at træde på en benzinslange, der gik fra benzintanken til påhængsmotoren. Denne faldt efterfølgende ned i bådens bund, så der blev pumpet saltvand op i motoren igennem slangen, så den ikke kun startes igen.
De to unge mænd beretter desuden, at de skulle til at ringe efter hjælp, da en stor bølge fyldte båden med vand, hvorefter den sank.
Herefter forsøgte de seks at svømme til nogle klippeskær, der lå omkring 2,5 kilometer væk, men fire af de seks nåede ikke land.
/ritzau/