Professor undrer sig over, at DR-generaldirektør Kenneth Plummer er bekendt med de andre ansøgere til sit job.
- Sådan gør man ganske enkelt ikke.
Professor i arbejdsret på Aarhus Universitet Ole Hasselbalch er et stort spørgsmålstegn, når han skal vurdere DR-generaldirektør Kenneth Plummers læk af de øvrige kandidater til sit job.
For i udgangspunktet burde Plummer slet ikke kende de navne, som han ville videregive til forfatteren Kurt Lassen i en studehandel. Det ligger i personalereglerne for offentlige institutioner, og dem skal Danmarks Radio følge, fortæller Ole Hasselbalch.
- Man må selvfølgelig overholde de gængse spilleregler, når det er dine og mine penge, der bliver brugt. Så jeg kan ikke forstå, hvordan disse oplysninger er blevet kendt for de andre ansøgere, siger professoren.
Det er i forbindelse med Kurt Lassens biografi "Plummer - summen af kardemommen", at generaldirektøren har tilbudt at videregive navnene på to eksterne ansøgere, mod at bogen ikke skulle indeholde private oplysninger om ham selv.
Ole Hasselbalch mener, at det er en mulighed, at Plummer selv kan have opstøvet navnene på de andre ansøgere, efter at han har fået generaldirektørstillingen.
- Det kan være, at Plummer har fået kendskab til dem gennem sin rolle som generaldirektør ved at dykke ned i personalesagerne, siger han
Men uanset, hvordan Plummer har fået oplysninger, fritager det ham ikke fra ansvar, siger professoren.
- Når han er inden for i DR, burde han vide bedre, siger Ole Hasselbalch.
/ritzau/