Stop med at drikke slankekaffen Green Coffee. Den giver alvorlige bivirkninger, advarer Lægemiddelstyrelsen.
Lægemiddelstyrelsen advarer nu forbrugerne mod at drikke slankekaffen Green Coffee 800.
Slankekaffen kan give alvorlige bivirkninger, fordi den indeholder stoffet Sibutramin. Kaffen er solgt fra en dansk hjemmeside, som blev lukket i 2011.
Lægemiddelstyrelsen har analyseret produktet Green Coffee 800 og fundet slankemidlet sibutramin.
Bivirkningerne ved sibutramin kan være alvorlige og kan vise sig som hjertebanken, forhøjet blodtryk, hedeture, forstoppelse, kvalme, søvnbesvær, hovedpine, angst, svedtendens og smagsforstyrrelser, oplyser Lægemiddelstyrelsen.
Sibutramin påvirker signalstoffer i hjernen, der hæmmer appetitten.
Alle lægemidler med sibutramin blev trukket af markedet i efteråret 2010, fordi de øger risikoen for alvorlige hjerte-kar-bivirkninger og hjerneblødninger.
Green Coffee 800 har været solgt på internettet fra en dansk hjemmeside, og blev præsenteret som et "drug-free" kosttilskud og som et effektivt slankemiddel med kinesiske urter, der skulle nedsætte appetitten og øge forbrændingen.
Generelt opfordrer styrelsen personer, der køber lægemidler via internettet, til at være forsigtige og til at spørge deres læge til råds inden køb af lægemidler.
/ritzau/