Øresundsbroen lukker for biltrafik torsdag formiddag på grund af storm.
Biltrafikken i begge retninger mellem Sverige og Danmark over Øresundsbroen er torsdag formiddag indstillet på grund af vindstød af stormstyrke.
Det oplyser oresundsbron.com.
Broen lukker i tilfælde af vindstød over 25 meter per sekund, og mens stormen, der væltede ind over Danmark tirsdag aften og natten til onsdag, ikke nåede de højder i Øresundsregionen, så er vindstødene torsdag formiddag altså langt alvorligere.
Broen er i første omgang lukket frem til torsdag middag. Først når vindhastigheden er under 23 meter per sekund i mere end en halv time, åbnes broen igen for vejtrafik.
Togtrafikken er ikke berørt af vindstødende torsdag formiddag. Togene kan køre, selv når det stormer, og først hvis vindstødende når over 33 meter per sekund lukkes Øresundsbroen for togtrafik.
På Storebæltsbroen mellem Fyn og Jylland melder man kun om vind, og i øjeblikket er der altså ikke optræk til, at den lukker./ritzau/