Indbrudstyve hærger Marielyst. Senest blev der i nat stjålet penge og nøgler fra Marielyst Ny Camping.
I de seneste dage har der været en stribe af indbrud i Marielyst.
Fra fredag til lørdag har tyve været i den ny bagerbutik Fru Rosenbrød på Bøtøvej. Der er rodet rundt i butikken og taget to bærbare pc’er, en iPhone og et kamera.
I samme periode har folk med koben brudt ind i et hus på Cypresvej og taget et tv, penge, smykker og en pc.
I Bøtøgrillen på Bøtøvej har tyve brudt ind natten mellem søndag og mandag. Det skete ved at tage lister af en rude, og der er taget nogle penge.
I Fakta i Marielyst Strandpark forsøgte tyve at bryde en dør op samme nat, men det mislykkedes. En rude gik itu.
Og i nat, mellem klokken 02-05, brød tyve ind på Marielyst Ny Camping, hvor der blev taget penge og nøgler.