Få minutter kan i mange situationer gøre en stor forskel - ikke mindst om morgenen, når man skal på arbejde eller i skole. Derfor er det måske en god idé at læse videre herfra.
Lokaltog, der driver Lollandsbanen, oplyser i en pressemeddelelse, at der kommer nye køreplaner for selskabets banestrækninger på Sjælland og Lolland-Falster.
Konkret for Lollandsbanen, der som bekendt kører mellem Nakskov og Nykøbing, betyder det, at togene får justeret afgangs- og ankomsttiderne i Nykøbing med nogle minutter i hverdagene. Men derudover er ændringerne begrænsede.
- Langt de fleste afgange fra og ankomster til Nakskov er uændrede i forhold til den nuværende køreplan.
I weekenderne er der stort set ingen ændringer bortset fra, at nattogene afgår nogle få minutter senere fra både Nakskov og Nykøbing - og fortsat med fornuftig overgangstid til regionaltogene til og fra København, skriver Lokaltog i pressemeddelelsen.
De nye køreplaner kan ses på Lokaltogs hjemmeside, ligesom tiderne også fremgår af Rejseplanen, oplyser Lokaltog.