RISERUP: Der var lange køer af biler og trængsel af masser af folk torsdag aften på Riserupvej.
Anledningen var naturligvis det store fyrværkerishow, som hvert år holdes på stedet mellem jul og nytår.
Allerede ved 17.30-tiden samlede de nysgerrige sig foran det gamle apotek, hvor fyrværker Alan Jørgensen bor.
Da de var færdige med at købe raketter og romerlys fra lageret bagved, så stillede de sig op foran apoteket.
Og her blev de stående, selvom flere regnbyger piskede ned over Riserup.
For showet er et tilløbsstykke, som mange bare skal se. Enten fra vejkanten eller fra bilen.
Det begyndte klokken 18.30, og det varede som sædvanligt 13 minutter, hvor himlen blev oplyst og farvet af rødt, grønt, gult og hvidt.
Flot var det, og der blev sagt "næh", "ih" og "åh" og klappet undervejs.
Så satte regnen ind igen, og folk skyndte sig hen ad vejen og ind i bilerne for at køre hjem til de varme stuer.
Som sædvanligt blev trafikken afviklet hurtigt og uden uheld.