550 børn var tilmeldt årets børnesamba, der gik i optog gennem Nakskovs gader.
NAKSKOV Som et minde fra en fjern fortid er lyden af snurrende bilmotorer for en stund skiftet ud med klaprende hestehove. Det er fredag formiddag i Nakskov, og rundt om hjørnet kommer to stolte politiheste skridtende i roligt tempo.
De har taget den lange tur fra København til Nakskov for at deltage i årets børnesamba-optog.
- De hedder Drogba og Maldini, og de er vant til lidt af hvert. Vi er dog spændte på, hvad de siger til så mange mennesker på en gang, og selvfølgelig også hornorkestret, siger en af de politiklædte ryttere.
Pippi Langstrømpe-trut
I næste nu sætter et trut i gang, og snart følger trommerne trop. De to brune heste vipper dog knap nok med ørerne, så det ser ikke ud til, at musikken skræmmer dem. Ej heller, da det farvestrålende optog med balloner og kreative hatte i alle afskygninger sætter i gang, reagerer de to heste.
Børnesamba-optoget er i gang, og i år er hele 550 børn tilmeldt. Arrangør Jørgen Petersen har også sørget for musik med musikere fra brandmændenes orkester, Hjemmeværnets orkester, postorkestret og unge fra musikskolen.
På de første meter ser flere af børnene lidt forundrede rundt på de mange fremmødte, der venter i Nakskovs gader. Pludselig sætter orkestret i med en truttende udgave af Pippi Langstrømpe, og så er det svært ikke at bevæge hofterne en lille smule.
Da optoget bevæger sig ned gennem gågaden, bliver børnene mødt med at væld af vink og fremstrakte smartphones, der foreviger der farvestrålende optog.
- Hold nu op, hvor er de kære, udbryder en kvinde, og det er svært at være uenig i den betragtning.
Politihester er seje
Ved Axeltorv har Jørgen Petersen gjort en scene klar, for nu skal der både synges og danses.
En af dem, der går med i optoget for første gang, er Cecilie Poulsen, der er pædagogstuderende i Børnehaven Gaia.
- Temaet i år har været fest og farver, så vi har brugt hele ugen på at lave festlige hatte, hvor børnene selv har valgt, hvilke farver, deres hat skulle være. Jeg ved også, der er flere børn, der været oppe at handle tøj, fordi de ville være fine til i dag, så det er virkelig noget, vi har glædet os til, fortæller hun og tilføjer:
- Det har været rigtigt sjovt at gå med, og stemningen er helt fantastisk.
Ved siden af sidder William iført en flot hat med farvestrålende piberensere og blåt crepepapir. Det er dog ikke hatten, der fanger Williams opmærksomhed.
- Vi har set politihester, og de var store, udbryder han.
- Og vi har vinket til dem, supplerer hans sidekammerat begejstret.
- Det fik jeg ikke gjort, siger William lettere skuffet.
Skuffelsen varer dog ikke længe, for så byder Jørgen Petersen op til sang og dans.