LUNDEHØJE: Ja. Jeg er bitter.
Det siger Kaj Pedersen. Uden at tøve.
Han kommer fra en slægt af erhvervsfiskere og er kommet på Lundehøje Havn siden han kunne sidde på sin fars cykel.
- Miljøet på havnen har altid været godt. Men der er næsten ingen folk tilbage. Halvdelen af skibene forsvandt, da vi ikke længere måtte fange ål, siger den 75 årige tidligere fisker.
Ødelægger garn
Skarv og sælhunde er et kapitel for sig.
- De ødelægger alt. Man kan ikke have noget i fred for dem.
- Da de fredede ålene, blev det et spisekammer for sæler og skarv, siger Kaj Pedersen.
I hans verden er "de" biologer og politikere, der regulerer fiskeriet.
Kaj Pedersen, Lundehøje HavnDa de fredede ålene, blev det et spisekammer for sæler og skarv.
- De er en flok grødhoveder, der fuldstændig bestemmer over fiskeriet. Men hvad skal vi gøre, siger Kaj Pedersen og fortæller, at de få fiskere, der er tilbage, fanger masser af ål, men ikke må tage dem med i land.
Han kigger ud over den lille havn og konstaterer tørt, at engang var der så mange både i havnen, at man var skrevet op i mange år for at få en plads.
- Vi er bare nogle gamle røvhuller. Det er synd for fiskeriet og havnen, men sådan er det bare. Jeg gider ikke snakke mere om det, siger Kaj Pedersen.
I hans garnskur er der kaffemaskine, ruser og en lille opslagstavle. Her hænger et billede af en syv år gammel Kaj, der har fanget en otte kilo tung gedde i en sø i nærheden.
- Den var så tung, at min onkel måtte gemme sig bag muren og bære den på en pind, fortæller Kaj Pedersen, der har fisket og gået på jagt, siden han var dreng.
- Jeg gider ikke mere. Jeg har skudt det, jeg skal, siger folkepensionisten.