Coasteren Hela trukket fri af grunden fredag aften
Det lykkedes kort før klokken 22 fredag aften at bringe den tyske coaster Hela fri af grunden vest for Enehøjes sydspids, hvor skibet havde stået siden den foregående nat. Tidligere på aftenen blev der sat lods om bord, og senere ankom Svendborg Bugsers bugserbåd Storesund, som med sine 1.100 hestekræfter meget hurtigt fik trukket havaristen fri af grunden. I dagens løb var vandstanden i Nakskov Fjord desuden steget.
Coasteren sejlede kort efter ved egen kraft ind til Nakskov, som var dens bestemmelsessted. Her skal skibets skrog undersøges for eventuelle skader. Storesund ledsagede havaristen.