De kom, så og... gik hjem igen

Poul Jakobsen, Guldborg, har sendt denne beretning om sine oplevelser 9. april 1940 - og under krigen:

Rygtet løb hurtigt gennem Øster Kippinge: der er soldater på cementvejen!

Jeg var bare fem år og sammen med et par jævnaldrende, skyndte vi os op ved cementvejen (landevejen fra Storstrømsbroen til Guldborg, Sakskøbing, etc.). Vi havde jo aldrig set en rigtig soldat før.

Og de var der. Med geværer, flotte støvler og uniformer, og de både smilede og vinkede tilbage. Jo, og sørme om ikke også der kom tanks, små vogne med kanoner og, hvor var det spændende. Vi vidste jo ikke, hvad og hvorfor de kom eller, hvad de skulle og, hvor de skulle hen.

Men det vidste min mor åbenbart. For hun havde anet uråd, da vi ikke var på legepladsen, en lagerplads for asfalttromler og andet vejmateriel ved siden af skrædder Larsen, og pludselig stod hun ved siden af os og gennede os hjem. Vi skulle absolut ikke stå og vinke eller råbe hurra.

I de efterfølgende år så vi meget lidt til tyskerne i Øster Kippinge. Nogle få gange hos slagter Peder Ludvigsen, når de kom forbi og handlede ind.

På Storstrømsbroen havde tyskerne bygget maskingeværreder oppe på broens buer, og når de engelske og i slutningen de amerikanske bombefly kom for nær, var vi klar over, at nu ville de skyde efter dem. Det skete især om natten, og så sprang min far op i vinduet, fordi så kunne vi se de mange lyssporsprojektiler, som lignede et større fyrværkeri. Det synes jeg i alle tilfælde var flot at se på, men ikke min mor.

Vi drenge fra besættelsen i 1940 stod også oppe ved cementvejen i 1945, da de samme soldater gik den anden vej. Det var sørgeligt at se på. De kom fra Guldborgkanten, smed det meste af deres oppakning i grøfterne, og vi knægte var hurtigt henne og se, om der var noget, vi kunne bruge.

Det nåede vi aldrig at blive klar over, fordi i de dage vrimlede det med frihedskæmpere, som vi ikke havde set skyggen af under selve krigen. De tog alt det fra os, som vi glædede os til at få med hjem: kikkerter, fotografiapparater, vanddunke o.m.m.

Jeg blev tiltalt af en soldat, som havde en usædvanlig stor oppakning, som han øjensynligt ville have med hele vejen hjem. Jeg forstod på hans fagter og sære ord, at han ville gerne have en barnevogn at køre det på. Hvis jeg kunne skaffe ham en, måtte jeg få hans armbåndsur.

Jamen, et armbåndsur. Det var jo et umuligt ønske for en 10-årig i 1945. Jeg vidste, vi havde understellet til min gamle barnevogn endnu, så jeg skyndte mig hjem for at hente det. Desværre nåede jeg ikke op til cementvejen. Min mor havde opdaget “tyveriet”, og jeg nåede aldrig at få det flotte armbåndsur.

Jeg husker, hvordan jeg skældte min mor ud og sladrede til min far. Han kunne godt forstå mig. Far fik nemlig senere lidt af tyskerne for at hjælpe dem.

Far arbejdede under hele krigen på savværket i Guldborg. Han cyklede pligtskyldig frem og tilbage på sin cykel med de elendige faste ringe. Men en dag kom han hjem med 2 splinternye cykeldæk og slanger.

- Hvor har du dem fra, Gunnar, spurgte min mor.

- Jo, ser du, Karen, jeg...

Det viste sig, at da marinestationen i Stralsund, på øen Rügen, flygtede fra Tyskland for at undgå den russiske besættelse, slog de sig ned i Guldborg med torpedobåde og vandflyvere.

Hele familier var med, og i det første stykke tid var de selvforsynende med mad. Da den slap op, blev det kendt i Guldborg, at de ville gerne bytte mange af deres ting med mad.

Det vidste min far også, og derfor “brød han ind” i vores sulekar uden min mors vidende, og for en stor portion flæsk, fik han dæk og slanger til sin cykel ...

Jeg var også i Guldborg for at se de store skibe og vandflyverne. Når de fløj med dem kunne vi se, at hele underdelen var gennemsigtig, så også besætningen kunne se ned under flyveturen. Og deres børn, de havde mekanisk legetøj, som jeg aldrig havde set før. Men det ville de alligevel ikke bytte for mad.

Min oplevelse af krigsårene har ikke sat noget brændemærke af betydning, men disse erindringer har sært nok brændt sig fast og huskes nu 70 år efter, som var det i går.

Nu bor jeg i Guldborg og, når jeg går forbi området, hvor savværket lå, da min far arbejdede der, så kører hele filmen igen.