Annonce
Politik

FAKTA: 2024's nye love tillader længere lastbiler på motorvej

Eneforældre kan give barsel til nærtstående, børn får egen lov, og frimærker bliver ugyldige. Læs om nye love.

En række nye regler og love træder i kraft i 2024. Her kan du læse om nogle af dem.

* Forsøg med ekstra lange lastbiler på vejene

Fra årsskiftet må der køres med dobbelttrailervogntog på en forsøgsstrækning mellem Aarhus og Høje-Taastrup, der, hvis alt går vel, kan udvides til flere strækninger. Tanken bag forsøget er, at når lastbilerne får lov til at øge deres længde, vil der kunne fragtes mere gods per køretøj. Det giver en klimagevinst, fordi en dobbelttrailer kan erstatte to almindelige lastbiler, og så vil det mindske trængslen på vejene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

* Jægere må skyde hjortevildt med bue og pil

Miljøministeren har godkendt en bekendtgørelse, som tillader buejagt på kronvildt, dåvildt og sikavildt. Buejagt på det store hjortevildt har tidligere været tilladt på forsøgsbasis fra 2018 til 2022. - Vi er glade for at kunne imødekomme de mange buejægere, som gerne vil på buejagt efter det store hjortevildt i denne jagtsæson. I og med buejagt på kron-, då- og sikavildt bliver tilladt fra 1. januar, kan man stadig nå det i den sidste del af sæsonen, lyder det fra kontorchef i Miljøstyrelsen Jens Skovager Østergaard.

* Bedstemor eller bedstefar kan gå på barsel

Soloforældre kan nu give en del af deres barsel til et nærtstående familiemedlem. Det kan være en bedsteforælder eller søskende. For at kunne tage barsel med et barnebarn må man dog ikke være gået på pension. Også LGBT+-familier kan se frem til forbedringer. Barnets såkaldte retlige forældre - mor, far eller medmor - kan overføre ikke-øremærket barsel til sociale forældre. Målgruppen for sociale forældre er: den retlige forælders ægtefælle, en samlevende, som har levet i et ægteskabslignende forhold med en forælder i mindst to år, en kendt donor med en forældrelignende relation til barnet eller den kendte donors ægtefælle eller samlevende med en forældrelignende relation til barnet.

* Dyrere breve og ugyldige frimærker

Nytårsdag træder en ny postlov i kraft, som skal sikre fri konkurrence på postmarkedet. Dermed ophæves den såkaldte befordringspligt, som Post Danmark har varetaget i 400 år. PostNord tilpasser derfor produkter, services og priser til de nye markedsvilkår, og en række forsendelser, herunder breve, magasiner og pakker, bliver som følge af postloven pålagt moms. Et almindeligt indenlandsk brev på 0-100 gram stiger til 25 kroner, eksisterende frimærker vil ikke længere kunne bruges på nationale breve på grund af det nye momskrav, der fjernes mere end 1000 postkasser landet over, omdeling af dagblade ophører, og postbokse udfases i løbet af 2024, oplyser PostNord, som fortsætter uændret på pakkemarkedet. Når det gælder de nu ugyldige frimærker til nationale breve, som private og erhvervsdrivende har købt i 2022 og 2023, kan de mod et gebyr ombyttes til nye postmærker frem til 30. juni 2024.

* Farvel til en helligdag

Store bededag vil fra 2024 ikke længere blive anset som en helligdag, men en almindelig arbejdsdag. Det vil dog stadig være muligt for arbejdsgivere og lønmodtagere at indgå aftaler om særlige løn- og ansættelsesvilkår på bededagen. Med andre ord bliver det også muligt at aftale, at lønmodtageren fortsætter med at have fri på store bededag. Det er op til arbejdsgiveren at beslutte, hvornår den ekstra arbejdstid i stedet skal placeres, eller om arbejdsgiveren overhovedet vil forøge medarbejdernes årlige arbejdstid med en almindelig arbejdsdag.

* Barnets lov skal styrke børns rettigheder

Børn og unge, der vokser op under svære vilkår, skal kunne bestemme mere over deres eget liv. Om de bor hjemme, eller om de er anbragt, skal sagsbehandlingen sætte deres ønsker forrest. Når barnets lov træder i kraft 1. januar, får børn og unge med regeringens ord for første gang deres egen lov, som det blev udtrykt ved lovens vedtagelse. Ud over at styrke børnenes rettigheder indskærpes det, at kommunerne undersøger alle søskende under 18 år i en familie, når et barn anbringes på grund af omsorgssvigt.

* A-kassen overtager ansvar

Nye dagpengeregler træder i kraft. Det betyder blandt andet, at du ikke skal have dobbeltkontakt med a-kasse og jobcenter, hvis du bliver ledig. A-kassen overtager al kontakt med medlemmerne i den første del af en ledighedsperiode. Den slutter, når man har nået 410 timers ledighed. Derefter overtager jobcenteret kontakten og fortsætter det forløb, der er startet sammen med a-kassen.

* Arbejdsindtægt modregnes ikke længere i folkepensionen

Hidtil er arbejdsindtægt blevet modregnet i folkepensionen, hvis den oversteg 122.004 kroner om året. Men det er nu slut. I fremtiden er der ikke et loft over, hvor meget man må tjene. Den nye lov betyder også, at din eventuelle ægtefælles eller samlevers arbejdsindtægt heller ikke modregnes i folkepensionen. Lovgivningen træder i kraft 1. januar 2024 med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2023. Man er derfor stadig blevet modregnet af sin arbejdsindtægt i løbet af 2023, men man får det modregnede beløb tilbage igen i starten af 2024. Med de nye regler kan de arbejdende pensionister få en ekstra indtægt på op til folkepensionens fulde beløb på 173.268 kroner for enlige og 127.884 kroner for gifte eller samlevende.

* Indsats mod sorte penge i detailhandlen

En ny lov om kasseapparater træder i kraft i Danmark fra begyndelsen af 2024. Den kommer til berøre tusindvis af værtshuse, diskoteker, restauranter, caféer, grillbarer, pizzeriaer, isbutikker, købmænd og kiosker, som har en omsætning på under ti millioner kroner om året. Det er et led i kampen mod sorte penge i detailhandlen, at der er indført krav om, at virksomheder i bestemte brancher skal registrere alle salg i såkaldte digitale kasseapparater.

* Politiet får nye værktøjer mod narkokriminalitet

Ordensmagten kan nu udpege målrettede skærpede strafzoner - som for eksempel Pusher Street på Christiania - hvor der skal være dobbeltstraf for handel med og besiddelse af ulovlige stoffer og for at overtræde såkaldte zoneforbud. Det betyder, at både sælgere og købere af ulovlige stoffer kan se frem til hårdere straffe. Købere vil som udgangspunkt skulle straffes med fængsel allerede anden gang, de tages i en skærpet strafzone. Og besiddelse af små mængder hash kan i førstegangstilfælde straffes med 4000 kroner i bøde i stedet for som i dag 2000 kroner.

Kilder: Transportministeriet, Dansk Industri, Dansk Erhverv, Lærernes a-kasse, advokatfirmaet Kromann Reumert, Berlingske, Beskæftigelsesministeriet, advokatfirmaet Lund Elmer Sandager, Jurainfo, PostNord, Nordea, Miljøstyrelsen, Justitsministeriet og Ritzau.

/ritzau/

Annonce
Indland

Første skridt mod lavere moms? Skatteminister vil kigge på muligheden

Politik

Løkke erkender at have gennemført skadelig politik

Annonce
Annonce
Guldborgsund

Stort potentiale: Vil gøre anonym gågade til et sprudlende torv

112

128 taget i fartkontroller

Indland

Efter stort skænderi: Nu vender flere kendte kanaler tilbage til dit tv

NFH i DM-finalen

Radiokommentator gik amok over NFH's finaleplads: Hør klippet her

Sport

Ekspertens hårde dom: Der er nul procents chance

Indland

Første skridt mod lavere moms? Skatteminister vil kigge på muligheden

Guldborgsund

Der kom 267 motorcykler: Uventet kæmpe-opbakning til konfirmation

NFH i DM-finalen

Spændt formand inden håndbold-braget: - Det vil være det største

Sport

Lokalt brydehåb er usikker på karrieren efter misset OL

Indland

Regioner: Der er behov for 1,1 milliarder til hospitalsudstyr

Politik

Løkke erkender at have gennemført skadelig politik

Falster

Krølls kvaler fortsætter: Skal indlægges igen

112

Ung kvinde sigtet efter livsfarlig beslutning

Vejret

Varm uge skydes i gang med høj sol: Men regn truer

nfh i DM-finalen

Guldfest i Guldboxen: Biletterne rives væk

Annonce
Annonce
112

Dramatik ved højlys dag: Fægtede med knive og hoppede ud ad vindue

112

Kirkerup-sagen: Advokat kræver over en halv million i erstatning

Indland

Sender nødråb til minister: Levestederne forsvinder

Udland

Irans præsident og udenrigsminister er døde efter helikopterstyrt

Sport

Er Esbjergs skadede stjerner klar til finalebraget mod NFH? Her er trænerens svar

Lolland

Efter stormen: Nakskov får penge til genopbygning

Falster

Ville fjerne gedehams: Det endte med besøg af brandvæsenet