Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen har fået en betinget frakendelse af kørekortet for at køre for stærkt. Han kørte 85-86, hvor han måtte køre 50.
Men en hastighed på 72 procent over det tilladte blev tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) i starten af maj taget i en fartkontrol med en sådan fart, at han får en betinget frakendelse af kørekortet og nu skal til en ny køreprøve.
- Det var en af de første dage i maj, hvor jeg bliver observeret i en fartkontrol på landevejen mod Helsinge ved Kagerup. Der er en 50 km's begrænsning, og jeg har en hastighed, da jeg bliver fotograferet, på over 80 km/t, fortæller den travle Poul Nyrup Rasmussen til Ritzau.
Poul Nyrup blev vinket ind til siden af politiet.
- Det ærgrer mig grusomt, for selvfølgelig skal man overholde færdselsreglerne, forklarer han og oplyser, at han var alene i bilen.
- Det må skyldes en kombination af, at jeg havde for travlt og et øjebliks uopmærksomhed. Jeg var på vej op i sommerhuset for at se på nogle vandrør, forklarer Nyrup Rasmussen, der har sommerhus i Tisvildeleje.
Hvordan vil du undgå det i fremtiden?
- Jeg må jo være mere opmærksom og måske indbygge et af de her signaler, man kan få.
Kørte du tættere på 90 end på 80?
- Jeg tror, det var midtvejs.
Har du da ikke fået et konkret tal?
- Jo, jeg tror, det var omkring de 85-86 km/timen, svarer Poul Nyrup Rasmussen.
/ritzau/