Line Christophersen leverede en lille overraskelse, da hun lørdag slog Kirsty Gilmour i EM-semifinalen.
Da Danmarks bedste damesingle, Mia Blichfeldt, måtte trække sig fra badminton-EM i Kijev med en skade, led de danske medaljeambitioner i den kategori et knæk.
Men lørdag sørgede EM-debutanten, den regerende danmarksmester Line Christophersen, for, at der med sikkerhed kommer en dansk medalje i damesingle med hjem fra Ukraine.
Syvendeseedede Christophersen spillede to flotte sæt mod den fjerdeseedede skotte Kirsty Gilmour i semifinalen, og trods et sløjt andet sæt er hun nu finaleklar.
Sejrscifrene endte med at lyde på 21-13, 7-21 og 21-10 i en lidt rodet og meget afvekslende kamp.
Efter at have spillet et flot første sæt gik den 21-årige dansker helt i stå spillemæssigt efter sidebyttet.
Efter lussingen i andet sæt rejste hun sig dog flot i tredje og afgørende sæt, som hun tog i overbevisende stil.
I finalen venter enten den spanske favorit Carolina Marín eller tyrkiske Neslihan Yigit.
Flere andre danskere er i aktion ved lørdagens EM-semifinaler.