Frem Sakskøbing møder Randers i DM-bronzekamp
Lørdag bliver der sat det sidste punktum på en laaang sæson i Elitedivisionen i bordtennis. Frem Sakskøbing og Randers Freja mødes i Sakskøbing Sportscenter, hal A, i en dyst om bronzemedaljerne.
Frem ville gerne have spillet kampen for længe siden, men Randers har forhalet det, men nu spilles kampen altså - næsten tre måneder efter den sidste kamp i grundspillet og små to måneder siden Frem og Randers tabte DM-semifinalerne til henholdsvis Vedbæk og Sisu/MBK.
Frem stiller med Sabine Borre Larsen, Susanne Pedersen og Jette Vieg. Sidstnævnte havde ellers tabt lodtrækningen om en plads på holdet til Katja Leoni, men da Leoni skifter til Hillerød i næste sæson, er man blevet enige om, at Jette Vieg spiller bronzekampen.
Frem er klar favorit til at hjemtage bronzemedaljerne.