Den sydafrikanske cykelrytter Robert Hunter indrømmer at have slået Team Saxo Banks Jakob Fuglsang under tirsdags dramatiske Tour de France-etape.
Den danske cykelrytter Jakob Fuglsang skal angiveligt være endt i klammeri med sin sydafrikanske kollega Robert Hunter.
Det er den franske avis L'Equipe, der skriver, at Hunter slog den danske Saxo Bank-rytter under tirsdagens dramatiske brostensetape i Tour de France.
Hunter, der kører for Garmin-holdet, indrømmer at have slået Fuglsang, men retter straks beskyldninger tilbage mod danskeren.
Optrinnet skulle være foregået, da Hunter var i færd med at hjælpe en holdkammerat frem i feltet.
- Jeg var på vej ind på ét af brostensstykkerne, og Fuglsang kunne ikke lide, at vi passerede, så han slog mig i ribbenene med sin knytnæve, fortæller Hunter.
- Så jeg vendte mig om og slog ham i ryggen. Det er, hvad der skete, siger sydafrikaneren.
Jakob Fuglsang har endnu ikke kommenteret optrinnet.
/ritzau/