Rhein-Neckar Löwen og træner Nikolaj Jacobsen tabte hjemme i kampen om det tyske mesterskab i håndbold.
Den tyske håndboldklub Rhein-Neckar Löwen måtte torsdag indkassere et smalt nederlag på hjemmebanen i Bundesligaen.
Rhein-Neckar Löwen, der trænes af Nikolaj Jacobsen, der også er landstræner for det danske herrelandshold, mødte MT Melsungsen, og det blev en skuffelse for Nikolaj Jacobsens tropper.
Gæsterne vandt opgøret 24-23, og dermed satte Rhein-Neckar Löwen point til i kampen om det tyske mesterskab.
- Det er ikke mere i vores egne hænder, siger Nikolaj Jacobsen ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.
Rhein-Neckar Löwen, der har danske Mads Mensah Larsen i truppen, har 51 point på andenpladsen i Bundesligaen efter Flensburg-Handewitt, der på førstepladsen har et point mere.
Der resterer to runder i ligaen.
Füchse Berlin og Hans Lindberg ligger på tredjepladsen med samme pointantal som Rhein-Neckar Löwen efter en 26-20-sejr over N-Lübbecke.