Danmark er stadig repræsenteret i dette års udgave af den traditionsrige grand slam-turnering Wimbledon i London.
Det står klart, efter at Frederik Løchte Nielsen sammen med sin britiske makker Jonathan Marray lørdag har spillet sig i tredje runde i herredouble efter en stærk indsats.
I tre sikre sæt blev den kroatiske servekanon Ivo Karlovic og hans tyske makker Frank Moser sendt ud af turneringen med 6-3, 6-3 og 6-2 i løbet af halvanden times spil.
Det dansk-britiske par spillede med stor ro og god indbyrdes forståelse og lod sig ikke skræmme af den 2,08 meter høje Karlovic' betragtelige styrke i førsteserven.
Nok lavede Karlovic og Moser sammenlagt 11 serveesser mod Løchte Nielsen og Marrays fire, men den statistik var ikke til nogen nytte, eftersom danskeren og briten alligevel brød modstandernes servepartier fem gange.
Nu venter et tredjerundeopgør mod det 8.-seedede par Aisam-Ul-Haq Qureshi fra Pakistan og Jean-Julien Rojer fra Holland.
Hvis Løchte Nielsen og Marray vinder den duel, kan de skrive Wimbledon-kvartfinalister på cv'et.
/ritzau/