Planlægningen lider under Alliancens usikkerhed i bunden af 1. division. Kontraktforhandlingerne har ligget stille i en rum tid. Ni spillere har kontraktudløb 30. juni.
Nedrykningskampen driller Lolland-Falster Alliancens planlægning. For bare to måneder siden lå planen ellers klar og så lovende ud. Men arbejdet er blevet vanskeliggjort af holdets sportslige nedtur.
For rykker Alliancen ned i 2. division, er økonomien nemlig et trin lavere, og flagskibet vil heller ikke fremstå nær så attraktivt for nye spillere. Derfor er kontraktforhandlingerne for en stund sat i bero, og kontakten til mulige nye spillere er skruet ned på et lavere blus.
- Det er selvfølgelig dybt frustrerende. Men det er jo ikke anderledes end sidste år, hvor vi måtte trække flere aftaler langt, fordi spillerne gerne ville vide, om det blev 1. division, siger Morten Jensen, forretningsfører i Alliancen.
De ni spillere, der har kontraktudløb om halvanden måned, er Martin Lohse, Kenneth Jørgensen, Rubinco Lozanovski, Mads Ibenfeldt, Michael Pedersen, Bartosz Zych, Igor Vujanovic, Morten Green og Troels Christiansen.