Niki Zimling er indkaldt til landsholdet, der møder Cypern i EM-kvalifikationen. Unge talenter bliver foreløbig i truppen på grund af tvivlsomme spillere.
Landstræner Morten Olsen fortalte lørdag ved landsholdets træning i Helsingør, at han ville indkalde en ekstra spiller til EM-kvalifikationskampen mod Cypern på tirsdag.
Denne spiller er midtbanespilleren Niki Zimling fra Nijmegen i Holland, meddeler Dansk Boldspil-Union på sin hjemmeside.
Niki Zimling har spillet en enkelt A-landskamp. Det skete, da han i februar 2008 blev skiftet ind i en 2-1-sejr ude over Slovenien.
Til gengæld er Peter Løvenkrands som ventet blevet sendt hjem til Newcastle, eftersom han kun var udtaget til Portugal-kampen.
Både Thomas Sørensen, Michael Krohn-Dehli, Nicklas Pedersen og Daniel Jensen er tvivlsomme til Cypern-kampen, og derfor har Morten Olsen foreløbig valgt at lade de unge Mathias Zanka Jørgensen, Nicolai Jørgensen og Jonas Lössl blive i A-truppen.
/ritzau/