Morten Olsen vil ikke blande sig i, om Frank Arnesen er kandidat til posten som dansk landstræner i 2012.
Debatten om hvem der skal være dansk landstræner, når Morten Olsen stopper i sommeren 2012, fik lørdag ny næring med Frank Arnesens opsigelse som sportsdirektør i Chelsea.
Den nuværende landstræner, Morten Olsen, har tidligere nævnt Frank Arnesen som en oplagt afløser, men er nu mere forsigtig, fordi Dansk Boldspil-Union (DBU) skal i gang med at finde en afløser.
- Det er jeg ikke meget for at udtale mig om. Jeg har udtalt mig om forskellige navne, blandt andet også Frank. Jeg har selv meddelt min opsigelse, og så er det op til DBU. Det er ikke mig, der skal øve indflydelse på det, siger Morten Olsen.
Umiddelbart vil Morten Olsen heller ikke tolke for meget på Frank Arnesens opsigelse.
- Folk søger altid nye udfordringer, hvis de har været et eller andet sted et stykke tid. Men det er jo en individuel beslutning. Det kan vi andre ikke blande os i, mener han.
Morten Olsen har i samtalebogen med de tidligere landstrænere Bo Johansson og Sepp Piontek "VM-bosserne", som udkom i foråret, sagt, at Arnesen har evnerne til at overtage jobbet, hvis det skulle blive aktuelt.
- Det har han uden tvivl. Det er kun et spørgsmål, om han vil. Selvfølgelig kunne jeg godt se ham som min afløser. Men der er mange, der har potentialet til at blive min afløser. Der er efterhånden mange gode danske trænere, siger Morten Olsen blandt andet i bogen.
Frank Arnesen har aldrig været cheftræner for et hold, men han har været assistenttræner under Bobby Robson i hollandske PSV Eindhoven.
/ritzau/