Bøde på 9000 kroner, samt udelukkelse for en holdleder og to spillere for vold mod dommer i serie 3
Lolland-Falsters Boldspil Union (LFBU) har uddelt en sjældent hård straf til en af landsdelens fodboldklubber.
Straffen rammer Sandby GF for hændelserne i serie 3-kampen mod Tirsted IK 85 11. april. I denne kamp måtte dommeren flygte ind i sit omklædningsrum efter at være blevet spyttet på, skubbet til og slået ud efter.
- Vi ser meget alvorligt på sagen. At berøre dommeren er noget af det værste, man kan begå i fodbolden, siger Bjarne Hansen fra LFBU's sekretariat.
Sandby valgte selv at trække holdet få dage efter, sagen blev offentligt kendt.
LFBU valgte at spærre seks af spillerne, mens man undersøgte sagen. To af dem er nu blevet udelukket fra turneringskampe i unionen frem til 31. december. De to spillere er og var klubløse, men deres navne er blevet oplyst til unionens klubber, så de er bevidste, om de ikke må bruges.
De sidste fire spillere, der alle er medlemmer hos enten Velo eller Nakskov Boldklub og blev brugt ulovligt, kan nu spille igen.
Sandbys holdleder har fået karantæne frem til 30. juni. Han sammensatte et hold af ulovlige spillere og udfyldte holdkortet særdeles utilstrækkeligt.
Klubben er blevet idømt en bøde på 9.000 kroner, som er betalt. Ankefristen udløb i sidste uge, så LFBU betragter sagen som afsluttet.