Team Saxo Bank stopper sit sponsorat af Bjarne Riis' cykelhold med udgangen af 2010. Banken benytter en option, der gør det muligt at komme ud af sponsoratet.
Bjarne Riis står uden sponsor til sit cykelhold om et år. Hovedsponsoren Saxo Bank benytter sig af en option, der gør det muligt for banken at forlade sponsoratet med udgangen af 2010.
Da banken blev præsenteret som sponsor, var det ellers med meldingen om, at man var med på Riis' cykelprojekt helt frem til og med 2011.
I en pressemeddelelse om sponsorstoppet siger de to Saxo Bank-direktører Kim Fournais og Lars Seier Christensen:
- Samarbejdet med Bjarne Riis, rytterne og resten af Team Saxo Bank har været fantastisk, og vi ser virkelig frem til 2010. Vi er meget glade for den rejse, vi har været på sammen. Brandingeffekten har været markant, og gjort Saxo Banks navn bedre kendt verden over, men vi må også erkende, at sponsoratet ikke har været optimalt til at ramme bankens snævre målgruppe. Det må vi nødvendigvis tage alvorligt, og vi vil derfor efter 2010 bruge vores markedsføringsmidler anderledes. Vi tror faktisk, at en sponsor med en bredere profil vil kunne få endnu mere ud af at sponsorere cykelholdet.
Bjarne Riis har længe forsøgt at finde en medsponsor til Saxo Bank, men uden held, og nu står holdejeren altså over for en endnu større opgave.
Saxo Bank var det første halve år sponsor sammen med CSC, siden overtog man selv sponsoratet. I en kort overgang var der udsigt til, at det skulle have været delt med IT Factory, men selskabets nedtur satte en stopper for disse planer, og derfor har holdet det seneste år blot heddet Team Saxo Bank.
/ritzau/