Dominic Thiem er ude af grand slam-turneringen i Paris efter et nederlag i fem sæt til upåagtet spanier.
Den østrigske tennisstjerne Dominic Thiem er overraskende færdig i French Open.
Den tidligere finalist fra 2018 og 2019 tabte søndag i første runde til spanieren Pablo Andujar-Alba.
27-årige Thiem indkasserede et nederlag på 6-4, 7-5, 3-6, 4-6 og 4-6 og kan dermed rejse hjem.
Det så ellers lovende ud i de to første sæt for østrigeren, der sidste år vandt et afbudsramt US Open.
Thiem bragte sig foran med 2-0, inden den otte år ældre grusspecialist Pablo Andujar-Alba fik kæmpet sig tilbage og vundet maratondysten, der varede fire og en halv time.
Spanieren rangerer som nummer 68 i verden, mens Thiem indtager fjerdepladsen.
Dominic Thiem har været skidt spillende de seneste måneder, og af den grund kommer det tidligere exit i French Open ikke som en fuldstændig overraskelse.
Det er således blevet til en lang række nederlag i de tidlige runder for Thiem i de første måneder af 2021.
I 2018 og 2019 nåede østrigeren finalen i French Open, hvor han begge gange måtte se sig besejret af gruskongen Rafael Nadal, der også er regerende mester i Paris.
Spanske Andujar-Alba var formentlig mødt op i den franske hovedstad med mere selvtillid, efter at han forleden nåede semifinalen ved en ATP-turnering i Geneve.
På vejen mod semifinalen slog spanieren blandt andre den tidligere verdensetter Roger Federer.