Badmintonspilleren Tine Baun kan også de næste to år kalde sig europamester i damesingle.
Lørdag vandt danskeren EM-finalen i Karlskrona 21-19, 16-21, 21-19 over Juliane Schenk.
Tyskeren er nummer otte på verdensranglisten, en plads under danskeren.
Kampen var en næsten tro kopi af EM-finalen for to år siden, hvor Tine Baun ligeledes besejrede Schenk efter tre tætte sæt.
Tine Baun fik en dårlig start på første sæt, og Juliane Schenk tog de fem første point.
Danskeren kæmpede sig dog tilbage i sættet, og Tine Baun sikrede sætsejren på den første sætbold.
I andet sæt førte Juliane Schenk næsten hele vejen, og Tine Baun var aldrig for alvor i nærheden af at true tyskeren.
Juliane Schenk var også bedst i begyndelsen af tredje sæt, men fra 11-11 overtog danskeren kontrollen med kampen.
Tine Baun kunne lade jublen bryde løs, da hun udnyttede sin anden matchbold.
Danskeren fører nu 8-2 i indbyrdes opgør mod Juliane Schenk.
Tyske Marc Zwiebler vandt herresinglefinalen med 21-15, 21-13 over den svenske sensation, Henri Hurskainen.
Her var der for første gang siden 1990 ikke dansk deltagelse i finalen.
/ritzau/