Håndboldherrerne fra TMS Ringsted skal alligevel spille ligahåndbold i næste sæson efter sejr i appelsag.
Håndboldklubben TMS Ringsted får alligevel et herrehold i landets bedste række i den kommende sæson.
Det står klart, efter at Håndboldens Appelinstans onsdag har omstødt den kendelse, som Håndboldens Disciplinærinstans i første omgang afsagde 19. april, meddeler Dansk Håndbold Forbund (DHF) på sin hjemmeside.
TMS Ringsted rykkede ud af landets bedste række, men straks efter grundspillets afslutning indgik Skanderborg Håndbold og Århus Håndbold et samarbejde, hvorefter Århus Håndbold begærede sig konkurs.
Begge hold sluttede over Ringsted i ligaen.
Det sjællandske hold mente dog, at reglerne omkring konkursen og tidspunktet for den gjorde, at TMS Ringsted skulle forblive i ligaen. Det har klubben nu fået medhold i.
- I kendelsen lyder det, at datoen for Århus Håndbolds konkursbegæring er den dato, hvor holdet udgår af turneringen, skriver DHF på sin hjemmeside.
- I kendelsen lyder det yderligere, at Århus Håndbold overtrådte orienteringsreglen ved ikke at orientere Dansk Håndbold Forbund den 31. marts 2021 samtidig med indgivelsen af konkursbegæringen.
Rent praktisk betyder det, at der vil være et ekstra hold i herrernes bedste håndboldrække i næste sæson.
- Resultaterne for den indeværende sæson forandrer sig ikke som følge af kendelsen. Men for den kommende sæson bliver det dog tydeligt, at der er sket ændringer i forhold til liga og 1. division, siger DHF-formand Per Bertelsen til hjemmesiden.
- Dels fordi ligaen udvides med et hold til 15 hold i alt, og dels fordi 1. division fortsat bliver afviklet med 14 hold. Der skal altså fra næste sæson findes to direkte nedrykkere fra ligaen, mens der i forhold til 1. division skal findes op til fire direkte nedrykkere.
DHF meddeler i samme ombæring, at man ikke ønsker at anke sagen til Danmarks Idrætsforbunds Appelinstans, hvorfor dommen er endelig.