Antallet af omkomne er steget til 25, efter at en eksplosion ramte en kulmine i USA, som styrtede sammen. Fire personer er fortsat meldt savnet.
Antallet af omkomne er steget til 25, efter en eksplosion fik en mine til at styrte sammen i den amerikanske stat West Virginia. Fire kulminearbejdere er fortsat savnet dybt under jorden.
Ulykken mandag i Upper Big Branch Mine i Montcoal er en af de værste i amerikanske kulminer i nyere tid. Minen, der ejes af Massey Energy, ligger knap 50 kilometer fra delstatens hovedstad, Charleston.
Funktionærer fra minen siger, at dødstallet steg til 25, da redningsfolk fandt flere omkomne under jorden i timerne efter eksplosionen.
Kevin Strickland fra USA's Minesikkerheds- og Sundhedsadministration siger, at fire mænd fortsat er savnet.
- Redningsaktionen er fortsat i gang, men håbet om at finde flere folk i live er begrænset, siger Strickland.
Minen har to nødkamre med forsyninger af mad, vand og tilstrækkelig ilt til at overleve i fire dage, og redningsarbejderne håber fortsat på, at minearbejderne har fået bjærget sig derhen.
Strickland siger, at redningsholdene har været tvunget til at trække sig tilbage fra eftersøgningsområdet på grund af en stigende trussel fra metangas i minen.
Redningsarbejderne har besluttet at bore et hul fra jordoverfladen over minen i et forsøg på at nå frem til de savnede minearbejdere.
I 2006 blev 12 minearbejdere dræbt i en lignende ulykke i en anden kulmine i West Virginia.
Den værste amerikanske mineulykke fandt sted i 1907 i Monongah i West Virginia, hvor en eksplosion dræbte 362 arbejdere.
/ritzau/Reuters