Vestlige lande og firmaer har ikke prioriteret omverden godt nok under corona, lyder det i årsrapport.
Velstående lande og medicinalfirmaer har svigtet i håndteringen af covid-19 og været med til at skabe større ulighed i verden.
Det skriver Amnesty International i sin årsrapport for 2021.
I rapporten har organisationen analyseret den globale og regionale udvikling for menneskerettigheder i 154 lande i 2021.
De fortsatte effekter af covid-19-pandemien fylder meget i rapporten. Det kritiseres især, hvordan nogle lande har håndteret pandemien.
- I 2021 så vi stigende fattigdom, fødevareusikkerhed og regeringer, der misbrugte pandemien til at undertrykke kritik og protester.
- Disse blev understøttet af vaccinenationalisme og grådighed fra verdens mest velstående lande, siger Agnès Callamard, generalsekretær i Amnesty International, i en pressemeddelelse.
I rapporten anklager Amnesty International velstående stater og unioner som EU, Storbritannien og USA for at have opbygget lagre af overskudsvacciner.
Det har de gjort, mens medicinalselskaber bag vaccinerne ikke har villet dele deres teknologi, skriver organisationen.
En deling af teknologien ville ifølge Amnesty International have gjort det muligt at bringe vacciner bredere ud i verden.
- Den ene statsleder efter den anden lovede at ville genopbygge til noget bedre end før og tackle de dybtliggende uligheder, som forværrede skaderne fra pandemien.
- I stedet har de og flere medicinalgiganter stået bag et tragisk bedrag, som rammer verdens marginaliserede og fattige samfund hårdest, siger Agnès Callamard.
Amnesty International peger på Afrika som det sted, der er blevet forsømt mest i udbredelsen af vacciner.
Ved udgangen af 2021 var mindre end otte procent af Afrikas befolkning vaccineret mod covid-19. Det er den laveste vaccinationsrate i verden, lyder det i rapporten.
Danmark er et af de 154 lande, som indgår i Amnesty Internationals rapport.
Organisationen kritiserer Danmark for at diskriminere med ghettoloven - nu kaldet loven om parallelsamfund - og for at fratage syrere beskyttelse i Danmark ud fra en vurdering af, at Syrien er sikkert at rejse tilbage til.