Grundlæggeren af WikiLeaks, Julian Assange, siger, at han regner med at blive retsforfulgt i USA.
Stifteren af WikiLeaks, Julian Assange, er overbevist om, at han skal retsforfølges i USA. Det har han fortalt i en dokumentarfilm, som blev vist søndag aften på svensk tv.
Assange, der for tiden er fængslet i Storbritannien mistænkt for seksuelle overgreb i Sverige, peger samtidig på, at det svenske retssystem er blevet misbrugt i sagen.
- Jeg kom til Sverige som en flygtning, der var involveret i en ekstraordinær udgivelseskamp med Pentagon, hvor folk blev tilbageholdt, og hvor der er et forsøg på at retsforfølge mig for spionage, siger Assange om sin kamp med det amerikanske forsvarsministerium.
Han fortsætter:
- Så jeg er utilfreds og skuffet over den måde, det svenske retssystem er blevet misbrugt på, siger 39-årige Assange i et interview, som blev optaget før fængslingen af ham.
Australieren blev tirsdag anholdt på baggrund af en europæisk arrestordre, som de svenske myndigheder har udstedt. Han bliver tirsdag stillet for en dommer i Storbritannien.
Assange nægter sig skyldig i anklagerne om seksuelle overgreb, som to kvinder har rettet mod ham. Og han har erklæret, at han har i sinde at kæmpe imod en udlevering til Sverige.
Postyret om Assanges person kommer samtidig med, at WikiLeaks offentliggør flere end 250.000 hemmelige amerikanske dokumenter.
Tidligere har den kontroversielle whistleblower-organisation blandt andet frigivet en lang række papirer om både Irak- og Afghanistankrigen.
/ritzau/Reuters