Brandmand Mickey Kross er en af blot 20 mennesker, der slap ud af World Trade Centers ruiner for 10 år siden.
Lyden af kolossale betonetager, der braser ned over hinanden én efter én i et rivende tempo, er som en enorm maskingeværsalve og ledsages af en flænsede trykluftsbølge.
Så bliver der komplet stilhed. I en smal og mørk trappeskakt et sted mellem 2. og 4. etage sidder to brandmænd og en såret kvinde fastklemt.
- Hvis vi slipper ud herfra, giver jeg en øl, hvisker kollegaen Matt til sergent Mickey Kross.
På søndag er det ti år siden, og det er for længst blevet en stående vittighed, at Mickey mangler at indkassere den velfortjente øl.
Han skulle vise sig at blive blandt de blot 20 mennesker, der slap ud af det sammenstyrtede World Trade Center i live 11. september 2001.
For lidt efter skiftede vinden, støvet lettede lidt, og en smule sollys trængte ned i skakten. I et par sekunder kunne Mickey se den blå himmel. Tårnet over ham var forsvundet.
- Jeg forstår det ikke rent teknisk. Jeg var ekstremt heldig, siger Mickey Kross, i et interview med Ritzau.
Han slap ud af verdens blodigste terrorangreb til dato med et trykket ribben og en rift på næsen. Næsten 3000 mennesker omkom, deriblandt 343 af Mickeys kolleger i New York City Fire Department.
Fem kvarter før kollapset var den dengang 54-årige brandmand ankommet til et inferno i finansområdet på Manhattan. På brandstationen længere nordpå havde han modtaget en "alarm 5-melding" om, at et fly havde ramt et af de to tårne.
Mickey undrede sig over, at det var nødvendigt at tilkalde forstærkning så langt fra ulykkesstedet.
- Jeg anede ikke, at der var tale om et passagerfly. Det var vanvittigt, siger den spinkle brandmand med sømandstatoveringer på underarmene og tyk New York-accent.
Han ankom klokken 9.02 - netop, da United Airlines Flight 175 ramte det andet tvillingtårn.
- Jeg så bare himmelen eksplodere i en ildkugle. Det var som en meteorregn med kæmpe, brændende stålstykker, der styrtede ned over os. Jeg troede nærmest, det var en filmscene. Det er det, der sker - man har et øjebliks fornægtelse, fortæller han.
Der er store dele af 11. september-dagen, som er forsvundet helt ud af Mickey erindring.
- Bagefter har jeg fået fortalt, at folk kastede sig ud af tårnene og ramte gaden, mens vi gik ind i bygningen. Det husker jeg slet ikke, siger han.
Hukommelsestabet, som ifølge en terapeut skyldes posttraumatisk stress, spiller ham stadig et puds. Derfor gennemgår han konstruktionsoptegninger, kommissionsrapporter og konspirationsteorier om 11. september igen og igen.
Selvom Osama bin Laden nu er fundet og dræbt, og et årti er gået, sluger angrebet al hans tid.
- Det har overtaget mit liv, og det bliver aldrig fortid. Jeg er i kontakt med folk fra 9/11 hele tiden. De er mine venner nu, siger Mickey Kross, som understreger, at han ikke er hævngerrig.
- Jeg var meget vred, lige efter det skete. Jeg mente, man skulle atombombe hele Mellemøsten, siger han.
Men fra vinduet i sin lejlighed så Mickey en dag ned på en legeplads, hvor børnene legede og spillede bold.
- Og jeg tænkte: "Verden går videre". Den vrede, jeg bar rundt på, blev ligesom opløst. Den er aldrig kommet tilbage, og det er jeg meget taknemmelig for.
Af samme grund holder den pensionerede brandmand sig fra de formelle arrangementer i forbindelse med 10-året.
Han foretrækker at markere dagen på samme facon, som han har markeret hver et år, der er gået, siden han sad fanget ruinerne af World Trade Center: På O'Hara's Pub ved Ground Zero, hvor 11. septembers helte mødes og mindes de, der ikke slap ud.
- For mig handler dagen om kollegerne. Jeg mistede mange gode venner.
/ritzau/