En egyptisk avis har med en række tegninger indledt en kampagne mod satiretegninger af profeten Muhammed i det franske magasin, Charlie Hebdo.
Al-Watan, et verdsligt dagblad, offentliggjorde 13 tegninger mandag under sloganet "Bekæmp satiretegninger med satiretegninger."
En tegning i avisen viser ifølge BBC et par briller, hvorigennem man ser det brændende World Trade Center under overskriften: "Vestlige briller til den islamiske verden."
Over 50 mennesker er blevet dræbt under voldelige protester og optøjer i kølvandet på filmen Innocence of Muslims.
Al-Watans to sider med satiretegninger er trykt som del af en sektion, der er skrevet som reaktion på tegningerne i Charlie Hebdo .
I sektionen er der artikler af fremtrædende politiske analytikere med særligt indblik i Mellemøsten som for eksempel lederen af Carnegie Mellemøst Centeret, Amr Hamzawi.
Læsere af al-Watan, som er kritiske over for Egyptens Muslimske Broderskab, har reageret positivt på den særlige sektion. I reaktioner på avisens hjemmeside roser læsere avisen for at reagere "civiliseret " og "konfrontere tanke med tanke".
I november sidste år blev Charlie Hebdos redaktionslokaler i Paris ramt af en brandbombe, efter at magasinet havde bragt en karikatur af Muhammed.
I forbindelse med den danske tegningesag i 2005, der førte til voldsomme uroligheder i den muslimske verden, og som kostede mindst 50 mennesker livet, bragte magasinet tre tegninger af muslimernes profet.
/ritzau/