Belgien kan få sin første regering ledet af et fransktalende parti i mere end 30 år. Den vallonske socialist Elio De Rupo skal forsøge at danne regering.
Den belgiske konge Albert II bad torsdag socialisten Elio Di Rupo om at undersøge muligheden for at indgå en ny regering.
Hvis det lykkedes partilederen at danne regering, er det første gang i mere end 30 år, at en person fra Belgiens fransktalende mindretal bliver regeringsleder.
- Kongen havde PS' (det fransktalende socialistparti, red.) leder Elio Di Rupo i audiens. Kongen bad ham tage de første skridt mod dannelsen af regering. Hr. Rupo accepterede opgaven, skriver kongens hof i en meddelelse.
Di Rupo er af mange blevet betragtet som favorit til at overtage posten som premierminister efter kristendemokraten Yves Leterme efter lynvalget den 13. juni, hvor de fransktalende socialister klarede sig godt på hjemmebanen i Vallonien.
Belgiens seneste femparti store koalitionsregering gik i opløsning efter et flamsk parti trådte ud på grund af utilfredshed over manglende løsninger på landets store problemer.
Belgierne skal blandt andet nedbringe sit statsunderskud fra lidt under seks procent i 2009 til de tre procent, som EU tillader inde for de kommende år, hvilket kræver snarlig handling.
Desuden er den langvarende konflikt mellem det fransktalende Vallonien og det flamske Flandern en evig kilde til ineffektive regeringer i Belgien.
Belgien har fra 1. juli formandskabet i EU, og selvom landet har forberedt sig længe, får det sværere ved at få sætte en dagsorden, så længe en ny regering ikke er på plads.
En af de store udfordringer for en virksom belgisk regering er de flamske nationalisters ønske om mere magt og selvstændighed til regionerne - og i sidste ende løsrivelse - over for de fransktalende socialisters ønske om et mere samlet Belgien.
/ritzau/AFP