Google går for alvor ind i det hastigt voksende marked for elektroniske bøger og åbner en e-boghandel.
Google har åbnet en netboghandel for elektroniske bøger. Dermed rykker internetgiganten for alvor ind på det hastigt voksende marked for e-bøger, der længe har været domineret af netboghandlen Amazon.
- Vi tror, at det bliver verdens største e-bogs-bibliotek, siger Google-talskvinde Jeannie Hornung.
- Medregner man de gratis bøger, vil det indeholde flere end tre millioner, siger Hornung.
Amazon, der er verdens største boghandel, har stor succes med sin e-boglæser, Kindle. Den første version af den kom på markedet i 2007, men siden er der blevet introduceret nye og mere avancerede versioner.
/ritzau/AFP