Annonce
Udland

Hundredtusinder protesterer mod Macrons pensionsplaner

"Lyt til folkets vrede", står der på et skilt ved den demonstration, der gik i gang i Paris lørdag formiddag. Det er fjerde gang, at franskmændene samles til store protester mod præsident Macrons upopulære pensionsreform. Foto: Michel Euler/Ritzau Scanpix
Frankrigs fagforeninger truer med at lamme landet med strejker, hvis regeringen ikke dropper pensionsreformer.

Hundredtusinder af franskmænd er lørdag samlet til demonstrationer over hele Frankrig for at vise deres modstand mod regeringens planlagte reform af pensionssystemet.

De franske fagforeninger håber at kunne samle langt over en million mennesker.

- Hvis de ikke kan høre, hvad der sker i gaderne, og hvis de ikke er i stand til at indse, hvad der sker med folk, så skal de ikke være overraskede over, at det eksploderer på et tidspunkt, siger den 43-årige sygeplejerske Delphine Maisonneuve om præsident Emmanuel Macron og hans regering.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hun deltager i en demonstration, der gik i gang i hovedstaden Paris lørdag formiddag.

Arrangørerne håber at kunne samle rekordmange franskmænd i gaderne, i og med at demonstrationerne finder sted en lørdag og ikke på en hverdag som tidligere.

De første vurderinger tyder på, at der er omkring 20 procent flere deltagere i lørdagens demonstration i Paris end ved den seneste protest, der fandt sted tirsdag. Det skriver avisen Le Figaro.

Denne gang er tog og metro heller ikke ramt af strejker. Det gør det lettere for folk at deltage.

Derimod måtte Orly-lufthavnen i Paris aflyse op mod halvdelen af de planlagte flyafgange. Det skyldtes, at mange af de ansatte uventet nedlagde arbejdet, skriver nyhedsbureauet dpa.

Tidligere i år har Frankrig været præget af omfattende strejker. Tre gange har lærere, togførere og mange andre nedlagt arbejdet i en enkelt dag.

Macrons varslede pensionsreform er dybt upopulær blandt mange franskmænd.

Han og den øvrige franske regering ønsker gradvist at udskyde pensionsalderen med tre måneder hvert år fra september 2023 og indtil 2030.

Pensionsalderen skal på den måde hæves fra de nuværende 62 år til 64 år.

Den nuværende pensionsalder i Frankrig er en af de laveste i Europa.

Derudover vil politikerne have de franske lønmodtagere til at betale til deres pension gennem 43 år for at kunne få udbetalt fuld pension. Hidtil har de skullet betale til pensionen i 42 år.

Mange franskmænd, der ikke har betalt til systemet længe nok, arbejder længere end til de 62 år.

Men i de brancher, hvor arbejdet slider på krop og fysik, er det ikke muligt at arbejde i flere år, mener fagforeningerne.

Beregninger fra det franske beskæftigelsesministerium viser, at de planlagte ændringer vil give 17,7 milliarder euro mere i pensionskasserne om året. Det svarer til knap 132 milliarder kroner.

Dermed vil systemet ifølge ministeriet løbe rundt i sig selv i 2027.

De franske fagforeninger mener, at der er andre måder at finansiere reformerne. De foreslår, at arbejdsgiverne bidrager mere, eller at Frankrigs rigeste betaler mere i skat.

Forud for lørdagens demonstrationer har fagforeninger i en fælles udtalelse opfordret regeringen til at droppe reformerne.

De advarer om, at Frankrig vil blive lammet af strejker den 7. marts, hvis regeringen ikke opgiver planerne. I forvejen er der varslet strejke torsdag den 16. februar.

- Hvis regeringen fortsat vender det døve øre til, vil gruppen af fagforeninger opfordre til, at Frankrig lukkes ned, lyder det i den fælles udtalelse.

Det franske parlament tog hul på debatten om pensionsreformen tidligere i denne uge.

/ritzau/Reuters

  • France Pension Protest
    "Lyt til folkets vrede", står der på et skilt ved den demonstration, der gik i gang i Paris lørdag formiddag. Det er fjerde gang, at franskmændene samles til store protester mod præsident Macrons upopulære pensionsreform. Foto: Michel Euler/Ritzau Scanpix
Annonce
Udland

Premierminister udsat for attentat: Stadig i alvorlig tilstand

Udland

Mistænkt bag attentat på premierminister er anholdt

Annonce
Annonce
Guldborgsund

Indenfor få uger går det i gang: Stort projekt lige i bymidten

Sport

- Hold da op! Det er den største sensation i nyere tid

Sport

Mulle kunne ikke stå på benene: - Jeg havde ikke regnet med en skid

Politik

SF kan blive kongemager eller ligegyldig efter EU-valg

Sport

NFH gjorde det fandme!!!!!! Leverede miraklet og er i DM-finalen

Sport

Manden bag miraklet: - Jeg kniber mig i armen

Lolland

- Kommunen skubber ansvaret væk, og lægger det over på de frivillige

Sport

Uforstående Nolsøe: Alle havde jo dømt os ude på forhånd

Udland

Premierminister udsat for attentat: Stadig i alvorlig tilstand

Musik

Nægter at have truet: Udsmidt deltager afviser alt

Knuthenborg

I overskud i København: Nu får Knuthenborg glæde af dem

Sport

Keeper reddede Nykøbing FC kort før tid

Guldborgsund

Undrer sig over helt nye detaljer i brev

Guldborgsund

Kendt bageri skifter navn: Det skal det hedde

Boksning

18-årige Cecilie overbeviste

Annonce
Annonce
Falster

Vakte opsigt på Falster: Nu bekræfter de vildt fund

Lokal nyt

Advarer før pinsen: Tænk jer om

Indland

Jagtulykke koster 53-årig mand livet

Lokal nyt

Efter lønfusk for millioner: Bemærkelsesværdig ændring møder kritik

Nykøbing

Stort galleri: Elevernes imponerende galla-ankomst

Sport

Sendte pædagogerne op i det røde felt: Nu har han fået 3-årig kontrakt

Lolland

Lokale museer er lettede over ny reform: Mister ikke tilskud