Den iranske atomfysiker, Shahram Amiri, som Iran hævder har været bortført af amerikanske agenter, har forladt USA, og han er nu på vej tilbage til Iran.
En iransk atomforsker, Shahram Amiri, som ifølge Iran har været bortført af den amerikanske efterretningstjeneste siden han forsvandt for over et år siden, er nu på vej tilbage til Teheran. Det oplyser den iranske udenrigsminister.
- For et øjeblik siden har Shahram Amiri forladt USA på vej til Iran. Det sker efter et samarbejde mellem den iranske regering og den pakistanske ambassade i Washington, siger den iranske udenrigsminister, Ramin Mehmanparast.
Amiri skal ifølge udenrigsministeren mellemlande i et tredje land, inden han sætter kursen mod Iran.
Shahram Amiri dukkede tidligere på ugen op i Washington med ønske om at komme hjem til Iran.
Amiri forsvandt i juni 2009 under en pilgrimsrejse til Saudi-Arabien. Iran hævder, at USA bortførte ham med hjælp fra den saudiarabiske efterretningstjeneste for at presse oplysninger ud af ham.
Philip Crowley, talsmand for USA's udenrigsministerium, sagde tirsdag, at den iranske videnskabsmand har været i USA af egen fri vilje og "er fri til at rejse".
Crowley afviser at svare på, om Amiri har givet de amerikanske myndigheder oplysninger om Irans atomprogram.
Amerikanske medier rapporterede i marts, at Amiri var afhoppet og arbejdede for efterretningstjenesten CIA.
Atomforskeren dukkede tirsdag op på Pakistans ambassade i Washington, hvorfra Irans interesser i USA varetages.
/ritzau/AFP