Den amerikanske general John Allen bliver Natos nye militære leder (Saceur) som afløser for den amerikanske admiral James Stavridis.
Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, og USA's forsvarsminister, Leon Panetta, præsenterer den 58-årige general Allen som ny militærchef i forbindelse med Nato- forsvarsministermødet onsdag i Bruxelles.
Allen er i øjeblikket øverstbefalende for den Nato-ledede Isaf-styrke i Afghanistan. Han ventes at tage over fra Stavridis i begyndelsen af næste år.
Til den tid bliver jobbet som leder af Isaf i Afghanistan overdraget til den amerikanske general Joseph Dunford, der dermed må forventes at lede Isaf, indtil kampoperationen slutter 31. december 2014.
Begge udnævnelser skal formelt godkendes i det amerikanske senat.
Saceur er traditionelt altid en amerikaner, mens Natos generalsekretær ifølge traditionen er en europæer.
ritzau/