Nordkorea hævder, at det var Sydkorea, der startede den militære konfrontation tirsdag.
Nordkorea siger, at Sydkorea skød først i tirsdagens artilleriopgør, der har kostet to marineinfanterister livet og såret andre 18 marineinfanterister på en sydkoreansk ø.
- Den sydkoreanske fjende stod trods gentagne advarsler bag uansvarlige, militære provokationer i form af affyring af artillerigranater mod vort maritime territorium ved Yeonpyeong-øen, hedder det i en erklæring fra Nordkoreas militærledelse.
Nordkoreas militær "vil uden tøven fortsætte med ubarmhjertige angreb, hvis den sydkoreanske fjende vover at invadere vort søterritorium med bare 0,001 milimeter, hedder det videre i erklæringen udsendt via Nordkoreas nyhedsbureau.
Sydkorea siger, at der fandt en militærøvelse sted i området ved Yeonpyeong-øen. Samtidig erkender sydkoreansk militær, at det gennemførte prøveskydninger inden Nordkoreas granatangreb. Men sydkoreanerne siger, at de skød mod vest og ikke nordpå mod Nordkorea.
Nordkorea siger, at nye provokationer af denne slags vil blive besvaret med en "ubarmhjertig tordenkile" fra nordkoreanske militær.
/ritzau/AFP