Den norske avis Aftenposten trykker fem af de danske Muhammed-tegninger fredag. Chefredaktøren mener, at det er "rigtig" at vise tegningerne nu.
Fire år efter, at Morgenavisen Jyllands-Posten offentliggjorde Muhammed-tegningerne, bliver fem af de danske tegninger trykt i den norske avis Aftonposten fredag.
Chefredaktør Hilde Haugsgjerd siger, at det er "rigtigt" at trykke tegningerne nu.
- Vi har hele tiden forsvaret mediernes ret til at trykke tegningerne. Vi trykte en fax-kopi af dem, da striden startede i 2005, siger hun.
Hun mener, at sagen er aktuel igen, efter at tegneren Kurt Westergaard for en uge siden blev angrebet af en somalisk mand med en økse og kniv.
- Vi står over for en retssag i Danmark knyttet til dette alvorlige angreb mod Jyllands-Postens tegner. Da synes vi, at det er naturlig og rigtig at minde om det kunstneriske og journalistiske udtryk, som sandsynligvis ligger til grund for denne voldelige handling, siger Hilde Haugsgjerd.
Hun mener, at karikaturtegningerne i en liberal norsk medieverden og i et kulturelt tolerant samfund ikke er for barske.
Muhammedtegningerne er placeret på side 16 på udlandssiderne i dagens udgave af Aftonposten. Det er en kopi af fem af de 12 tegninger, som Jyllands-Posten viste. Fredag morgen var tegningerne ikke lagt ud på Aftonpostens netudgave.
/ritzau/NTB