Obama er rejst væk fra de politiske spektakler i Washington og har indledt et besøg i Indien.
USA's præsident, Barack Obama, er ankommet til Mumbai i Indien.
Det er første stop på en rundtur i Asien, der blandt andet skal øge samarbejdet mellem USA og de asiatiske lande og skaffe nye markeder for amerikanske virksomheder og arbejdspladser derhjemme.
Obama, der har sin hustru, Michelle, med på turen, er i Mumbai indlogeret på Taj Mahal Palace-hotellet, der i øvrigt var skueplads for et blodbad i 2008, da militante muslimer dræbte omkring 166 mennesker ved en skudmassakre flere steder, herunder på det fashionable hotel.
Under besøget skal Obama også mødes med overlevende fra terrorangrebet.
Han skal desuden tale til amerikanske og indiske forretningsfolk og besøge den berømte uafhængighedsleder Mahatma Gandhis tidligere hjem.
På turen i Asien skal Obama blandt andet også besøge Indonesien og Sydkorea.
/ritzau/AFP