Efter et uklart valgresultat for en måned siden får Spaniens oppositionsleder en mulighed for at bryde det politiske dødvande.
Spaniens kong Felipe har nemlig tirsdag nomineret lederen af det konservative parti Partido Popular (PP), Alberto Núnez Feijóo, til en afstemning om at blive premierminister.
Kongen, som er statsoverhoved, tog beslutningen efter at have rådført sig med repræsentanter for de forskellige partier i parlamentet.
Det er dog ikke sikkert, at afstemningen, som der ikke er fastlagt nogen dato for, fører til en ny premierminister.
Afstemningen skal finde sted i det spanske underhus, hvor Feijóo skal opnå støtte fra 176 af 350 medlemmer for at blive valgt i en første afstemningsrunde.
Lykkes det ikke, kan Feijóo også klare sig med et simpelt flertal - altså flere ja- end nej-stemmer - i en anden afstemning.
Taber han også denne afstemning, skal kongen udpege en ny kandidat.
Det lykkedes ved valget ikke nogen partier eller nogen partialliance at opnå flertal i parlamentet.
Feijóos PP fik dog flest pladser i underhuset - nemlig 137.
Derudover har partiet støtte fra yderligere 35 parlamentsmedlemmer, heriblandt det højreorienterede parti Vox. Dermed har Feijóo støtte fra 172 medlemmer.
Den fungerende premierminister, Pedro Sanchéz, fra socialistpartiet (PSOE) har også sagt, at han vil forsøge at få opbakning til en yderligere periode.
For nylig blev socialisten Francina Armengol valgt som ny formand for underhuset. Det blev anset for at være en sejr for de mere venstreorienterede partier i Spanien.
/ritzau/Reuters