Hundredtusinder af israelere har siden januar demonstreret i landets byer med krav om, at premierminister Benjamin Netanyahu dropper en kontroversiel lov for retssystemet.
Netanyahu har desuden søndag afsat forsvarsminister Yoav Gallant. Det skriver avisen Haaretz. Gallant krævede domstolsreformen stoppet.
Samtidig er tusindvis af mennesker endnu en gang gået på gaden.
Her følger udvalgte nedslag fra uroen i Israel:
* Hvad går reformen ud på?
Den israelske regering ventes i løbet den kommende uge at stemme om centrale dele af den nye lovgivning.
Den vil formindske den israelske højesterets betydning og give regeringen større indflydelse, når der skal udpeges dommere.
Den vil også gøre det muligt med simpelt flertal i parlamentet at underkende afgørelser i højesteret.
* Hvad er demonstranterne vrede over?
Demonstranterne mener, at reformen vil omdanne Israel til et diktatur. Flere gange er befolkningen i store tal gået på gaden for at protestere.
Søndag er ingen undtagelse. Det sker på den samme dag, som Netanyahu har valgt at fyre forsvarsminister Yoav Gallant. Han har udtalt, at retsreformen må standses.
- På dette tidspunkt må vi stoppe processen og sætte os nede og tale sammen, sagde Gallant lørdag.
- Nu siger jeg det med min egen stemme: Vi må stoppe den lovgivende proces. Protesterne må også stoppe.
Israels generalkonsul i New York har desuden meddelt søndag, at han træder tilbage i protest mod Netanyahus fyring af Gallant.
En række israelske institutioner tager også tager afstand fra regeringen.
* Hvad siger premierministeren?
Benjamin Netanyahu lovede i en tv-tale tidligere på ugen at få "afsluttet splittelsen" i det israelske samfund.
Han sagde også, at han er fast besluttet på at gennemføre reformer, men vil forsøge at gå efter en løsning, som både er acceptabel for tilhængere og kritikere af forslaget.
Parlamentet vedtog torsdag nye love, som begrænser mulighederne for at erklære en premierminister uegnet som regeringschef.
Regeringen betegnes som den mest højreorienterede i Israels 75-årige historie.
Kilder: Reuters, AFP og Ritzau.
/ritzau/