Den amerikanske havpark Seaworld har fået en bøde på 75.000 dollar på grund af sikkerhedsbrud, efter at en spækhugger i februar dræbte en af sine trænere.
De amerikanske myndigheder har givet en bøde til havparken Seaworld på 75.000 dollar - cirka 440.000 kroner - på grund af sikkerhedsbrist i forbindelse med en spækhuggers drab på en træner i parken i februar.
Det amerikanske arbejdstilsyn siger, at Seaworld, som driver flere forlystelsesparker med havdyr i USA, er idømt bøden for tre sikkerhedsovertrædelser. Herunder et tilfælde, der er klassificeret som forsætlig.
Den 40-årige rutinerede spækhugger-træner Dawn Brancheu blev den 24. februar dræbt, da den fem ton tunge spækhugger Tilikum under et opvisningsshow greb fast i hendes hestehale og trak hende ned i vandet i Seaworld i Orlando.
Tilikum havde forinden været involveret i to andre dødsfald.
- Seaworld anerkendte risikoen i forbindelse med at lade trænere være sammen med potentielt farlige dyr, siger Cindy Coe fra arbejdstilsynet.
- Alligevel skulle trænerne arbejde på forskellige platforme, afsatser og vipper, hvor de var udsat for farlig adfærd fra dyrene, fortsætter hun.
Arbejdstilsynets undersøgelse af dødsfaldet konkluderer også, at Seaworlds trænere forinden havde haft flere eksempler på uventede og potentielt farlige hændelser med spækhuggerne, herunder i Orlando.
- På trods af disse hændelser gjorde ledelsen ikke noget for at forbedre sikkerheden i arbejdsmiljøet for de ansatte, skriver arbejdstilsynet.
Der er blevet indført nye procedurer for håndteringen og plejen af Tilikum, og spækhugger-bassinerne i Orlando er blevet genåbnet.
/ritzau/AFP