De svenske socialdemokrater samles for at udpege ny formand. Fagforeningsformand Stefan Löfven har støtte.
De svenske socialdemokraters hovedbestyrelse er enig om at gøre lederen for de svenske metalarbejdere, Stefan Löfven, til partiets nye formand.
Det rapporterer den svenske radioavis Ekot.
Ekot har erfaret, at der er opbakning til at gøre den 55-årige fagforeningsledere til afløser for den afgåede partiformand, Håkan Juholt.
Hovedbestyrelsen mødes klokken 10 torsdag for at genoptage diskussionen om en afløser.
- Der er ingen deadline for mødet, vi vil blive siddende så længe, det er nødvendigt, siger Socialdemokraternas pressemand, Odd Guteland.
Löfven er uddannet svejser og har siden 2006 været formand for IF Metall.
Håkan Juholt kastede lørdag håndklædet i ringen efter kun 10 måneder som partileder.
Hans afgang kom efter ugers massiv kritik både i partiet og i medierne, blandt andet om rod i pengesager og regnskabsaflæggelse.
For socialdemokraterne var det afgørende, at han ikke var i stand til at vinde tabte vælgere tilbage og genrejse partiet.
/ritzau/TT